- Mindfulness træner opmærksomhed, nærvær og tilstedeværelse.

- Mindfulness er dels en metode, men er først og fremmest en form for livsanskuelse, som man kan lære sig gennem daglig praksis.

- Mindfulness handler om accept af én selv og éns egne tanker, følelser og oplevelser.

Mindfulness har rødder i buddhistisk vipassana meditation, som betyder at se det, som er (uden at vurdere det, eller at lave tankemæssige konstruktioner om, hvordan det er). Men egentlig er mindfulness ikke mere buddhistisk end at tyngdeloven er "Newtonsk". Buddhisterne har blot været gode til at formulere de universelle principper, der ligger i mindfulness, ligesom Newton formulerede tyngdeloven, der allerede var og er i aktivitet uagtet hans formulering.

Mindfulness handler om at se tingene som de er, uden at vi fortrænger eller forvrænger dem. Vi ser uden dom, med medfølelse, venlighed og med en undersøgende nysgerrighed på alle vore psykiske tilstande; mentale og emotionelle. Det er den totale accept af præcist det, der foregår i din krop og dine tanker lige nu - uanset om det tilsyneladende er "positivt" eller "negativt" - der virker helbredende. Mindfulness bygger på kognitiv psykologi og relationspsykologisk teori, forstået således, at tanker kan påvirke os, men kun når vi identificerer os med dem. Kan vi se tankerne som blot tanker - og ikke virkeligheden - har de ikke samme magt over os. Det er netop denne iagttagelse af tankerne, der sætter os fri af konsekvenserne af dem.

Mindfulness betyder, at være opmærksom på en bevidst måde, i det aktuelle øjeblik, uden at dømme. Denne form for opmærksomhed gør det muligt at udvikle en bevidsthed, klarhed og accept af den virkelighed, der er i det aktuelle øjeblik. Vi bliver opmærksomme på, at livet kun består af øjeblikke.

En mindsket opmærksomhed på det aktuelle øjeblik bevirker, at vi en stor del af tiden bliver styret af den strøm af automatiske, førbevidste tanker, der konstant går gennem vores hoveder. Vi kommer til at identificere os med tankerne. Vi vurderer os selv, sammenligner os med andre, og styres af tanker om usikkerhed og ængstelighed. Mindfulness lærer os, at vi ikke er vores tanker eller følelser.

Når vi øver os i at være opmærksomme på en åben måde, og give slip på vores tilbøjelighed til at bedømme og evaluere på, hvad vi kan lide og ikke lide, på fordomme og forventninger, kan vi give slip på at være fastlåste af ubevidste automatiske tanker.

Den positive effekt ved mindfulnesstræning kan forklares ved, at man lærer at observere tankeprocesserne, mens de foregår. Tanker ses som tanker - og ikke som en afspejling af virkeligheden. Mindfulnesstræning skaber fleksibilitet i tænkningen og øger muligheden for at styre opmærksomheden. Denne form for opmærksomhed gør det lettere at opfange begyndende tegn på f.eks. depression eller stress.

Men træning i mindfulness betyder ikke, at man ikke længere vil have ubehagelige følelser og tanker - det betyder, at de ubehagelige tanker og følelser ikke længere får samme magt over vores sind, som de havde, da vi kæmpede for at undgå dem. Som Youngi Mingur siger, bliver de ubehagelige følelser, som vi ikke ønsker at acceptere og at forholde os til, til vores boss, mens vi ikke lader os overvældes af vores følelser, når vi kan forholde os accepterende, åbent og undersøgende overfor dem. Så det springende punkt omkring vore følelser er ikke, hvilke følelser, der er tale om, men hvordan vi forholder os til dem.

Den daglige praksis i mindfulness tager udgangspunkt i, at man lærer gennem erfaringsbaseret viden, det vil sige uddrager indsigt og forståelse gennem træning af egen opmærksomhed. Man bliver klogere på dynamikken og sammenhængen mellem tanker, følelser og kropslige fornemmelser.

Det er ikke ualmindeligt, at vi forholder os til vores følelser med en vis skepsis, for ikke at sige, at vi direkte forsøger at undgå at mærke dem. Denne strategi indebærer ofte, at vi udvikler måder, hvorpå vi forsøger at tænke os ud af vores følelser. Vi forsøger at forholde os logisk og analyserende til dem, for på den måde at komme til at mestre dem. Vi tror, vi skal gøre noget ved følelsen. Vi har ofte en vis ængstelse overfor de her "ukontrollerbare" og "uregerlige" følelser, som ser ud til at leve helt deres eget liv. Så vi forsøger at kontrollere dem og at opsætte barrierer for deres fri bevægelighed. Og grunden til dette ligger ofte i, at den måde vi har lært at tackle følelser på fra barnsben af, måske netop har været at undgå dem; at lade være med at mærke dem; måske ved at spise, eller måske ved at "tænke på noget andet". Men meget få af os har af vores forældre lært bare at mærke og acceptere følelserne præcist som de er - på en kærlig og accepterende måde.

Dette med blot at mærke følelsen er noget meget centralt ved en daglig træningspraksis i mindfulness. Men, hvordan gør vi det? Følelser er noget rent kropsligt noget; noget der foregår i kroppen fra øjeblik til øjeblik. Hvis vi tænker "åh nej", når vi mærker en følelse, så gør vi faktisk det, at vi kommer til at "forlænge" følelsen - eksempelvis: Vi bliver vrede over, at vi bliver vrede, eller kede af, at vi bliver kede af det. Hvis vi i stedet kunne se følelsen for det, den vitterligt er - en kropslig, umiddelbar og midlertidig tilstand, som ikke blot er en gentagelse af en "gammelkendt og besværlig" følelse, men er en ny kropslig erfaring netop i dette øjeblik - så ville vi kunne tilnærme os den med nysgerrighed, undersøgelse og accept. Vi ville - med vores opmærksomheds indre forstørrelsesglas - kunne dykke ned i en undersøgelse af, hvordan det sanses rent fysisk at have denne bestemte følelsesmæssige oplevelse. Ja, hvordan føles den: Er den varm, kold, prikkende, rislende - er det ens over det hele, eller er der nogle områder, der er mere spændt (eller afslappede) end andre? At sanse med bevidst opmærksomhed er det helt centrale.